Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger – resume

Når vi snakker børn og kultur, er der i det 20. århundrede primært 2 kulturbegreber

• Det klasssisk humanistiske dannelsesbegreb
• Det antropologiske kulturbegreb

Vores kultur er i hastig forandring, og de kulturbegreber som børn og barndom har været omfattet af i den 20. århundrede er under forandring i slutningen af århundredet. Ændringen skyldes både økonomiske, politiske, sociale og kulturelle.
Fra 1950 til nu er der sket en ændring i flere begreber der vedrører børn – Her nogle eksempler

• Fra Oplysning til underholdning/oplevelse
• Fra Produktorienteret til process orienteret
• Fra Dannelse til læring

Thomas Ziehe taler om at begrebet æstetik er blevet hvermandseje, hvor det før (op til 1980) var forbeholdt de kulturelle systemer.

 

Kulturel frisættelse

Thomas Ziehe siger at der siden 1980 har fundet en kulturel, men ikke en social frisættelse sted. De nye vilkår for børn, er at de er i institution fra de er 1 år, hvor deres socialiseringsprocess er pædagogisk didaktisk styret. Men Ziehe siger, at den primære socialisering, normer,værdier, regler sker i den nye æstetiske Hverdagskultur, hvor der ikke er pædagogisk og didaktisk indblanding.

 

Æstetiseret hverdagskultur

Denne hverdagskultur udspiller sig f.eks på cafeer, ungdomsklubber, onlinespil, som typisk er tilknytet en ungdomskultur, som er en selvstændig organiseret kultur. Hvorimod børnekultur er en professionel organiseret kultur. Dette skel er under opløsning.
Hvor børn før i tiden mødtes på gaden eller i gården for at lege, har nutidens institutionalisering, og trafikal udvikling gjort at legen er rykket indenfor
I hjemmet er det de forskellige medier der gør at man kan være sammen, uden at være fysiske sammen. Medierne er tit de de lidt ældre børn mødes om. Medierne er med til at udvikle de kreative evner og den æstetiske produktion. Og dermed er den rykket ud af institutionerne.

 

Børnekultur og børns kultur.

• Børns kultur – en mediekultur der dagligt bruger mediernes æstetiske udtryksformer
• Børnekultur – Kultur, litteratur, kulturoplevelser. Ser børns kultur som triviel, overfladisk og uorginal. Denne tendens har skolekulturen også

De æstetisk formgivende processer, som børnene får via medierne i fritiden, understøttes desværre hverken af børne- eller skolekulturen
Derfor er det svært at få ændret dannelsesbegrebet til et nutidigt, så længe børns kultur og børnekultur ikke hænger sammen.
Senmoderne dannelsesbegreber skal både tage højde for mediekulturen, og de æstetiske processer denne indeholder.

 

Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb

Kulturen blev i begyndelsen af det 20. århundrede knyttet til det kendte (Kultur er vaner i den allersimpleste forstan – Hartvig Frisch 1928) – i slutningen til det ukendte (kultur er brud på vane eller traditioner Jørgen glerup 1999)
Børnekultur kom børnekultur ind i det danske sprog i 1971, for at få en kultur med radio og tv for børn. senere -1976 - blev tilføjet former for samvær, bevidst om det samfund vi lever i mv. Børnekultur skulle dermed støtte den almindelige dannelse, og beskytte mod den tiltagende digitalisering.
Frem til 1980’erne ser man på forskellen mellem børne og voksenkultur. Denne forskel rettes de kulturelle tilbud imod, så forskellen udlignes.
Det græske kulturbegreb paideia kombinerer fysisk og åndelig dannelse: bevægelse, musik filosofi.
Historien om hvordan barnet filosofisk udskilles fra de voksne, som en egenart med særlige omsorgs og udviklingsbehov, har varet siden 1700 tallet, og inlkuderet et hav af filosoffer og tænkere.

 

Det pædagogiske børnekulturbegreb

I 1600 og 1700 tallet bliver voksne betegnet som et handlende og tænkende subjekt(bevidsthed), det barnlige modtagende og oplevende objekt. Børn kan ikke lære af sig selv, men har brug for den voksne pædagogisk plandlagte formning, for at blive subjekter.
Det pædagogiske kunstbegreb, vægter dannelse, rollemodeller og værdier
Det pædagogiske kvalitetsbegreb siger at når kulturelle aktiviteter for børn er tilrettelagt mod deres alderstrin, interesse mv. er de af høj kvalitet.
Men desværre afgrænser børnekulturen sig samlet set fra det æstetiske, som noget farligt,overfladisk hverdagsagtigt, og ikke for børn.

 

Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb

Frem til 1980’ erne var der ikke mange der så på børn som beings – Nogle der var tænkende, handlende, aktive. Før så man på børn som primitive, driftsstyrede.
Det er ikke børnene der har ændret sig over tiden, men synet på dem.
Hvis børn er skabende, tænkende og har adgang til æstetiske udtryksformer, er de ifølge det pædagogiske børnekulturbegreb ikke længere børn.
Det antropologiske kulturbegreb tillægger børns egne produkter, holdninger og meninger betydning. Det fokuserer på fællesskabet – i modsætning til det klassiske humanistiske dannelsesbegreb, som fokuserer på individdet.

 

Børns perspektiv

Hvor det pædagogiske børnekulturbegreb fokusere på at sikre børn bedste, fokuserer det antropologiske kulturbegreb hvad børnene tænker og finder betydningsfuldt. Deres perspektiv.
Det kræver en begrebslig og metodisk præcision at se tingene fra børns perskektiv.
Det er det skabende, æstetikken og medierne der er helt central i børns kultur. Det er med til at skabe deres identitet, viden, værdier. Spørger man børnene giver de mere mening, end de pædagogskabte.
Derfor giver Ziehes pointe mening, når man ser kulturen ud fra et børne perspektiv.

 

Eftertanke

Jeg tænker at det er vigtigt at vi skaber en kultur i daginstitutionerne, og skoler, hvor medierne har en støre betydning. Vi er nødt til at følge børnenes interesse for at gøre dem til beings, børn der sprudler af læreglæde. Udnytte de potetialer der er i medierne. Og skabe nogle rum, hvor der er fokus på børns kultur, fremfor børnekulturen.

Resume af børns mundtlige legekultur (DKK – Kapitel 9)

Børns mundtlige legekultur bruges som en samlebetegnelse for de aktiviteter, genrer og udtryksformer som børn bruger og deltager i

Den mundtlige legekultur udfoldes oftest ansigt til ansigt børn imellem, og kun med voksne i periferien (børns uformelle netværk)

Legekultur defineres som ”børns æstetiske symbolske udtryksformer) Legekulturen tilegnes gennem deltagelse og udøvelse, og den kræver færdigheder med hensyn til udtryksformer, æstetiske teknikker, organisationsformer, iscenesættelse og performance.

Forskning skelner mellem  

• Vertikal overlevering - voksen til barn
• Horisontal overlevering – barn til barn

Medierne har dog også betydning, og det er derfor nødvendigt at inddrage samspillet mellem medier og børns mundtlige kultur, for at forstå børns mundtlige legekultur

Sprog, fortælling og mundtlig leg

For at kunne begå sig i de komplekse, foranderlige relationer der er børn imellem, og kunne vedligeholde dem, kræver det, at børnene kan forhandle og skelne om tingene er seriøse, eller med et humoristisk udtryk.

Deltagelse i mundlig humor forudsætter viden indenfor 3 systemer

• Sociokulturelt – børn griner kun af vitser om figurer, hvis de kender dem (f.eks bamse og kylling) Denne forandres over tid, når der kommer nye figurer
• Lingvistisk – Viden om sprogets indretning
• Poetisk – f.eks. tvetydighed, sprogets normer

 Gåder og gådevitser

Gådens spørgsmåls – svar formel har flere tusinde år bag sig. Gådeformen lever primært blandt mindre børn, som hurtigt lærer gådens kommunikations og interaktionsformer (spørger og gættere) At gætte gåder kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden, overførte betydninger og metaforer.

Mindre børn kan fortælle vittigheder hvor de godt forstår strukturen (f.eks. en dansker, en svensker og en nordmand) men forstår ikke pointen.

Gådevitser har ingen interaktion, fordi gådefortælleren uopfordret giver svaret. Tit markerer et absurd spørgsmål, at vi er i en humoristisk diskurs. Der skabes grupperinger af de der er bevidste om humoristiske muligheder i sproget

Gyserfortællinger

I gyserfortællingen ved fra start af, at noget uhyggeligt vil ske, men vi ved ikke hvornår. Ofte veksler den med en parodi, da den får en helt anden slutning (humoristisk) end forventet. Fortællingens process, stemningen og situtationen er vigtig for denne genre.

Mundtlig fortælling er øjeblikkets og situationens kunstform, hvor den gode fortæller er lydhør og reagerer på reaktioner fra tilhørerne. I modsætning til skriftkulturen, som er bygget op om en bestemt skabelon.

Alle børnene

Genren startede i 1990. Genrens æstetiske konvention består af 3 sætninger. En egenskab eller handling, undtagelsen, og den rimede pointe. Overdrivelsen er det stilistiske virkemiddel

Bruges ofte til tabuiserede emner som død, ødelæggelse, vold, sex osv. I denne form og udtryk, kan det tabuiserede formuleres med en humoristisk distance.

Parodier

Parodi – at gøre grin med noget. For at forstå en parodi, skal man kende til det der paroderes. For at lave en parodi, skal man aflure iøjnefaldende træk, f.eks. ordvalg, accent, dialekt, mimik og gestik. En parodi kan rettes mod en person eller episode. Sange bliver også paroderet af børn – ofte lidt frække
 

Rim og Remser

De har begge en enkelt klar markeret rytme, og der bruges forskellige rimformer. Rim og remser overleveres både fra voksne til børn, og børn og børn imellem. Det kan give kommunikative kompetencer iform af rytmik, gentagelser og turtagning. De inspirerer børn til selv at lege videre med sproget. De har en formel karakter, og er derfor nemme at ændre på.

 Når pædagoger kender legekulturens betydning for børns liv og samvær, er det vigtigt at der er tid og rum til at udfolde sig – også uden voksen indblanding. Også selvom det ofte kan være højrøstet. Nogle gange er det dog også vigtigt at de voksne deltager, og følger og videreudvikler børnenes initiativer.