Resume af børns mundtlige legekultur (DKK – Kapitel 9)

Børns mundtlige legekultur bruges som en samlebetegnelse for de aktiviteter, genrer og udtryksformer som børn bruger og deltager i

Den mundtlige legekultur udfoldes oftest ansigt til ansigt børn imellem, og kun med voksne i periferien (børns uformelle netværk)

Legekultur defineres som ”børns æstetiske symbolske udtryksformer) Legekulturen tilegnes gennem deltagelse og udøvelse, og den kræver færdigheder med hensyn til udtryksformer, æstetiske teknikker, organisationsformer, iscenesættelse og performance.

Forskning skelner mellem  

• Vertikal overlevering - voksen til barn
• Horisontal overlevering – barn til barn

Medierne har dog også betydning, og det er derfor nødvendigt at inddrage samspillet mellem medier og børns mundtlige kultur, for at forstå børns mundtlige legekultur

Sprog, fortælling og mundtlig leg

For at kunne begå sig i de komplekse, foranderlige relationer der er børn imellem, og kunne vedligeholde dem, kræver det, at børnene kan forhandle og skelne om tingene er seriøse, eller med et humoristisk udtryk.

Deltagelse i mundlig humor forudsætter viden indenfor 3 systemer

• Sociokulturelt – børn griner kun af vitser om figurer, hvis de kender dem (f.eks bamse og kylling) Denne forandres over tid, når der kommer nye figurer
• Lingvistisk – Viden om sprogets indretning
• Poetisk – f.eks. tvetydighed, sprogets normer

 Gåder og gådevitser

Gådens spørgsmåls – svar formel har flere tusinde år bag sig. Gådeformen lever primært blandt mindre børn, som hurtigt lærer gådens kommunikations og interaktionsformer (spørger og gættere) At gætte gåder kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden, overførte betydninger og metaforer.

Mindre børn kan fortælle vittigheder hvor de godt forstår strukturen (f.eks. en dansker, en svensker og en nordmand) men forstår ikke pointen.

Gådevitser har ingen interaktion, fordi gådefortælleren uopfordret giver svaret. Tit markerer et absurd spørgsmål, at vi er i en humoristisk diskurs. Der skabes grupperinger af de der er bevidste om humoristiske muligheder i sproget

Gyserfortællinger

I gyserfortællingen ved fra start af, at noget uhyggeligt vil ske, men vi ved ikke hvornår. Ofte veksler den med en parodi, da den får en helt anden slutning (humoristisk) end forventet. Fortællingens process, stemningen og situtationen er vigtig for denne genre.

Mundtlig fortælling er øjeblikkets og situationens kunstform, hvor den gode fortæller er lydhør og reagerer på reaktioner fra tilhørerne. I modsætning til skriftkulturen, som er bygget op om en bestemt skabelon.

Alle børnene

Genren startede i 1990. Genrens æstetiske konvention består af 3 sætninger. En egenskab eller handling, undtagelsen, og den rimede pointe. Overdrivelsen er det stilistiske virkemiddel

Bruges ofte til tabuiserede emner som død, ødelæggelse, vold, sex osv. I denne form og udtryk, kan det tabuiserede formuleres med en humoristisk distance.

Parodier

Parodi – at gøre grin med noget. For at forstå en parodi, skal man kende til det der paroderes. For at lave en parodi, skal man aflure iøjnefaldende træk, f.eks. ordvalg, accent, dialekt, mimik og gestik. En parodi kan rettes mod en person eller episode. Sange bliver også paroderet af børn – ofte lidt frække
 

Rim og Remser

De har begge en enkelt klar markeret rytme, og der bruges forskellige rimformer. Rim og remser overleveres både fra voksne til børn, og børn og børn imellem. Det kan give kommunikative kompetencer iform af rytmik, gentagelser og turtagning. De inspirerer børn til selv at lege videre med sproget. De har en formel karakter, og er derfor nemme at ændre på.

 Når pædagoger kender legekulturens betydning for børns liv og samvær, er det vigtigt at der er tid og rum til at udfolde sig – også uden voksen indblanding. Også selvom det ofte kan være højrøstet. Nogle gange er det dog også vigtigt at de voksne deltager, og følger og videreudvikler børnenes initiativer.